En mystisk stenografis linjer og former

Tegn og symboler The Beach (1955), et maleri af William Baziotes, på Whitney Museum of American Art.'>

Historien satte presset på amerikanske kunstnere i det første halvandet årti efter Anden Verdenskrig. Der var ingen-poesi-efter-Auschwitz problem : Hvad kunne en kunstner gøre, der ikke ville virke trivielt efter den seneste krigs hidtil usete rædsler, for ikke at nævne den nye trussel om atomudslettelse? Der var et politisk præget klima, hvor Sovjetunionen opstod som en skræmmende rivaliserende supermagt, og antikommunistisk paranoia blomstrede op og lagde en stor dæmper på udtryk for venstreorienterede følelser, som mange kunstnere og intellektuelle åbent havde taget til sig før krigen. For at føje spot til skade var den kapitalistiske forbrugerisme stigende og begyndte at levere bjerge af skinnende nye produkter til ivrige kunder i hurtigt udviklende forstæder.

For en bestemt race af avantgarde var løsningen passiv-aggressiv tilbagetrækning til arkaisk myte, orakulær symbolik og privat sprog. Tegn og symboler på Whitney Museum of American Art belyser den tendens. Arrangeret af Donna De Salvo, museets chefkurator, i samarbejde med Jane Panetta, samler udstillingen 63 værker af 44 kunstnere fra Whitneys permanente samling, herunder stykker fra fremtidige hall of famers som Jackson Pollock, Franz Kline og David Smith og mange mindre berømte svendespillere.

Varianter af symbolsk form var talrige. Billedmateriale relateret til havet var populært, som i William Baziotes' malerier af mørkt lysende former, der tyder på livet i havet. Fragmenterede, sammenvoksede figurer af usikkert køn og arter lever i visionære havlandskaber fra 40'erne af Rothko. One and Others, en skulptur af opretstående, malede træformer af Louise Bourgeois, ligner en forsamling af pingviner.

Adolph Gottlieb malede piktografiske ansigter, spiraler, slanger og andre simple figurer i ristede, rebuslignende arrangementer. Mark Tobey og Bradley Walker Tomlin lavede kompositioner af kalligrafiske linjer og former, der synes at være produkter af mystisk stenografi. Et glødende, stærkt bearbejdet maleri af Richard Pousette-Dart er som et farvet glasvindue for en eksistentialistisk kirke.

Billedhuggerne David Hare og Richard Stankiewicz skabte totemiske kubistiske figurer af svejset stål. Stilleben-malerier af Ivan Le Lorraine Albright og Morris Graves linker til magisk realisme. Steve Wheeler produceret en farverig, jazzet fusion af amerikansk indisk-inspireret design og kubisme. En maske af papmaché dækket af spiralformede linjer af Robert Smithson kan være blevet lånt fra et etnografisk museum. Interessen for primordiale symboler strækker sig endda til fotografier af urban graffiti taget af Helen Levitt, Aaron Siskind og Brett Weston.

Europæiske påvirkninger vejede tungt på disse kunstnere, da de fulgte i Picassos, Mondrians, Mirós, Arp og Klees gigantiske fodspor. Her finder du Rothko, Pollock, Kline og Barnett Newman, der forbereder sig på at gå ud over relativt konventionelle forestillinger om, hvad et maleri kunne være. De ville løse problemet ved at opløse figurer i baggrunden og gøre maleriet til et enestående, symbolsk objekt i sig selv.

Jasper Johns gjorde noget lignende i midten af ​​50'erne med sine flag- og målmalerier. Denne sammenhæng kaster et usædvanligt lys over hans White Target (1957). De hvide koncentriske cirkler i tyk, plettet, voksagtig maling har en spektral tilstedeværelse, som om en asiatisk mandala åbenbarede sig for indre syn.

Mere jungiansk end freudiansk synes billedsproget, der vises her, at være fremtryllet ud fra niveauer af sind, der overskrider og underliggende personlig bevidsthed. Universalisme syntes mulig. Ved at bruge meget generaliserede symboler kan kunstneren hæve sig over det sogneprægede og skabe værker, hvis væsentlige enhver kan relatere til.

Den slags tænkning skulle ikke overleve den antiromantiske vending i 60'erne ledet af popkunst og minimalisme. Senere ville postmodernistiske teoretikere fra 80'erne gøre hakkekød af den modernistiske drøm om en universel æstetik. Inklusivitets etos kom i nogle kredse til at blive betragtet som en form for vestlig imperialisme.

Men impulsen til at forbinde idiosynkratiske, elementære ordforråd og kosmiske betydninger døde ikke ud. I dag vrimler kunstens landskab med symbolister og mytemagere. Hvad enten de er semiotisk kloge, oprigtigt romantiske eller begge dele, fortsætter kunstnere som Ed Ruscha, Philip Taaffe, Martin Puryear og Dana Schutz blandt utallige andre med at udsende kryptiske signaler, måske i håb om at få et beroligende svar fra det universelle sind, hvis der er sådan noget.

I lyset af alt dette er det heldigt, at en blændende tre-skærms projektion af alle slags symbolske former i synkoperende handling af den tysk-amerikanske filmskaber og maler Oskar Fischinger (1900-1967) ses i et tilstødende galleri. Space Light Art er fra en anden tid og et andet sted - Weimar-tidens Tyskland - og delvis takket være dens restaurering og digitalisering af Center for visuel musik , den har en lysstyrke og kromatisk intensitet, du ville forvente at se i værker fra de psykedeliske 60'ere. Pulserende cirkler, flydende organiske linjer og blinkende rektangler; et fundet filmklip af en snurrende klode; og den øjeblikkelige tegneserieoptræden af ​​en ung pige i en hættebeklædt, pelsklippet frakke skaber tilsammen en spændende fantasi af abstraktion og metafor.

Den psykiske og formelle overflod i Fischingers film står i markant kontrast til den generelt dystre stemning af Tegn & Symboler. Dette er forståeligt. I 1950'erne var malere og billedhuggere ved at løbe tør for måder at holde deres værker nye og lydhøre over for en verden, der tilsyneladende var på randen af ​​apokalypse. Men for en avantgardefilmskaber i 1920'erne var mulighederne for filmisk eksperimentering forrygende spændende. Da en lignende ånd af teknologisk eufori genoplivede amerikansk kunst i 60'erne, gik de metafysiske tragedier fra 50'erne i formørkelse.

I modsætning til Fischingers biograf ser det meste af værket i Signs & Symbols dateret ud, som gidsel til en stil med grublende, kvasi-religiøs bevidsthed, der nu føles klaustrofobisk. Men det er i sig selv en gribende påmindelse om, hvilket prøvende øjeblik det var i amerikansk historie.